Vaccination er i lighed med human influenzavaccination kun begrænset effektiv. På nogle hunde virker det 100%, andre hunde bliver kun syge i mindre grad og i kortere forløb, og nogle hunde bliver syge alligevel.
Kennelhoste er dog som regel harmløs men yderst irriterende.
Varighed er fra 1 dag til ca. 3 uger.
Symptomer på kennelhoste er kraftig langvarig hoste, der de første dage ( i enkelte tilfælde op til 14 dage), kan afsluttes med opkast af slim. Første gang hunden hoster, kommer det uden forvarsel. Hunden hoster og gylper og ender med at kaste slim op. Man tror uværligt, at hunden har noget siddende i halsen.
Der er ikke grund til at søge dyrlæge umiddelbart, kennelhoste kan, i lighed med influenza, ikke behandles medicinsk.
Det er dog vigtigt, at holde øje med hundens almene tilstand. Når kennelhosten bryder ud, kan hunden virke lidt mat de første dage. Men hvis hunden får feber, går fra foderet, ligger i kurven og virker meget sløv, eller hundeejeren i øvrigt er bekymret, er der grund til at kontakte dyrlægen. Der kan støde infektioner til f.eks. lungebetændelse, der kan have fatale konsekvenser hvis den ikke bliver behandlet.
Hunden bør ikke motioneres unødigt og ikke komme i kontakt med andre hunde før hosten er overstået.
Vi vil derfor altid opfordre til at man lader sin hund få den ekstra vaccine mod kennelhoste, hvis man vil undgå den. Det er hundeejerens eget ansvar at sørge for at hunden er beskyttet mod kennelhoste.
Men vi er ikke dyrlæger. Hvis du er i tvivl om noget, så skal du kontakte din dyrlæge.